Kronborg udviklingsplan 2009

Slots- og Ejendomsstyrelsen har færdiggjort en udviklingsplan for Kronborg, som giver et bud på, hvordan det verdensberømte historiske og kulturelle bygningsmonument kan blive en levende og vedkommende attraktion for stadigt flere besøgende fra Danmark og hele verden.

Udviklingsplanen omhandler det store potentiale Kronborg har for at blive en attraktion i verdensklasse og peger på mulige nyskabelser, som kan iværksættes de kommende år. De løsninger og aktiviteter som skitseres i udviklingsplanen udstikker retningen for mulige initiativer, der tilsammen sikrer et solidt grundlag for de nærmeste års konkrete beslutninger. Først og fremmest skal der tages stilling til anvendelsen af de arealer, der frigøres når Handels- og Søfartsmuseet flytter ud i 2012.

Nye oplevelser

Den nye vision for Kronborg tager udgangspunkt i Kronborgs hovedpersoner, Frederik 2, Holger Danske og Hamlet – fortællinger som er unikke for Kronborg.  Frederik 2 er eksponent for  fortællinger om Kronborgs kongelige status, Holger Danske for Kronborgs militære magt og Hamlet for renæssancens eksistentielle spørgsmål: To be or not to be. Med udviklingsplanen lægges op til en styrkelse og levendegørelse af især Frederik 2 og Hamlets tilknytning til stedet samt en modernisering af service, vejledning og faciliteter, så danske og udenlandske besøgendes forventninger til en moderne attraktion kan indfris. Allerede til sommer vil publikum kunne opleve en ny permanent udstilling om Øresundstolden og Frederik 2 som den magtfulde renæssancekonge. På fæstningsområdet opstilles blandt andet 8 nystøbte kanoner lavet efter forme fra 1700-tallet, ligesom der indrettes en ny legeplads til børnene.  

Nye planer for fremtiden

I løbet af 2010 vil der blive udarbejdet konkrete forslag til indretning af de 1.300 m2, som Handels- og Søfartsmuseet fraflytter i 2012 samt en handlingsplan for de øvrige initiativer på slottet. I alt nyt der skabes på Kronborg i de kommende år vil der blive sigtet mod at involvere de besøgende og bruge den mest moderne oplevelsesteknik indenfor duft, smag, følelser, lys, lyd og billede. Det er ligeledes hensigten at styrke brugen af slottet og arealet til offentlige events på linje med Opera i det fri, Hamlet i slotsgården og Kammermusikfestival i kirken. På sigt vil de nye områder som Nordre Mole og von Scholtens ravelin kunne danne rammen om andre typer oplevelser af underholdende og rekreativ karakter.

Nye partnerskaber

Realiseringen af visionen om Kronborg som et moderne oplevelsessted for slottets mange besøgende kræver betydelig ekspertise og ressourcer. De parter, som inviteres med vil blandt andet være stærke kulturelle, økonomiske eller erhvervsmæssige institutioner, fonde og virksomheder i Danmark og internationalt. Men også lokale borgere, foreninger og virksomheder vil blive inddraget. Bl.a. arbejdes på en idé om etablering af et lav af Krudtkarle, som skal stå for anvendelse af de nye kanoner, etablering af en forening af Kronborgs venner samt en erhvervsklub.

Download Kronborg udviklingsplan 2009 

     

For information vedrørende udviklingsplanen, kontakt:

Jesper Thomas Møller
33926395
jetho@slke.dk      

Sidst opdateret::  13. februar 2012