Christian 4.'s Kronborg

Natten mellem 24. og 25. september 1629 brændte Kronborg. Murene stod tilbage, mens store dele af slottets indre gik til. Kirken blev reddet, fordi det hvælvede loft var stærkt nok til at modstå de nedstyrtende, brændende bjælker.

Christian 4. ønskede straks at genopføre faderens slot og argumenterede over for et modvilligt Rigsråd, at et land først er virkeligt forarmet, når det ikke længere værdsætter sine egne bygningsklenodier. Øresundstolden blev forhøjet, og i 1631 gik genopbygningen i gang under ledelse af kongens bygmester Hans van Steenwinckel den Yngre. Seks år senere var slottet genopbygget.

Genskabt efter faderens slot

Kronborg blev i det ydre genskabt efter faderens slot, blot forhøjede Christian 4. tårnene. Trappetårnene, som før havde spir, fik kun en hvælvet kobberafdækning, mens de repræsentative tårne blev ført op over taget og forsynet med etageinddelte spir.

I det indre benyttede kongen lejligheden til at foretage visse moderniseringer. Dansesalens loftshøjde blev forøget med et par meter og det oprindelige kassetteloft erstattet af en serie loftsmalerier med motiver fra Danmarkshistorien. Serien blev bestilt hos nederlandske kunstnere fra Utrecht, hvoraf Gerrit van Honthorst og Salomon Koninck var de vigtigste. En del af disse malerier er bevaret på slottet. Sammen med fornyelsen af kaminer og diverse dekorationer indebar de, at den tidlige barok vandt indpas på Kronborg.

 

Sidst opdateret::  19. februar 2009