Skønt Krogen var en stærk borg, betød udviklingen i angrebsteknik, at den fra midten af 1500-tallet var forældet som fæstning, og som kongebolig levede den langtfra op til renæssancens normer for en fyrstebolig. Behovet for en mere standsmæssig bolig blev ikke mindre af, at Frederik 2. i 1572 var blevet gift med sin unge kusine, Sofie af Mecklenburg. Hun kom nemlig fra et velhavende hertughjem og var særdeles godt vant. Inspiration til et nyt byggeri manglede kongen ikke, for han havde på sine rejser i Europa set flere eksempler på fyrstelige renæssanceboliger.
Befæstningen forstærket
I 1574 indledte Frederik 2. en modernisering af middelalderborgen, hvor det i første omgang gjaldt om at forstærke de ydre forsvarsværker. Under fæstningsarkitekten Hans van Paeschens ledelse blev der anlagt hjørnebastioner, som var forbundet med høje jordvolde. Der blev også etableret voldgrav mod syd og vest. Et mægtigt, firkantet kanontårn var måske allerede forinden opført i det sydvestlige hjørne for at man kunne beskyde landsiden. 1577 var befæstningen forstærket, og Hans van Paeschen forlod byggeriet.
Nye kongelige gemakker
Samtidigt med fæstningsarbejderne blev boligen moderniseret. Kongens hus mod nord blev forlænget og forhøjet med en etage. Der blev også indrettet med lejligheder for både kongen og dronningen. Borgfløjene mod vest og syd blev også forhøjet og forbundet. Det har næppe været efter en overordnet plan, men snarere resultatet af et gradvist stigende ambitionsniveau. Efter van Paeschen blev en anden nederlandsk bygmester, Anthonis van Opbergen, antaget til at lede byggeriet.
Bygningerne stod i røde mursten med grå sandstensdekorationer efter nederlandsk forbillede indtil 1580, hvor kongen besluttede at beklæde slottet med sandsten - måske på grund af den udsatte beliggenhed ved vandet eller måske for at adskille kongens byggeri fra adelens herregårdsbyggeri.
Sidst opdateret:: 24. februar 2011
